Sommeren blev en milepæl for Københavns Lufthavn. Hele 9,6 millioner rejsende var gennem lufthavnen i juli, august og september – det højeste antal i lufthavnens 100-årige historie. Dermed kommer det samlede antal passagerer for årets første ni måneder op på 24,5 millioner, hvilket er otte procent flere end samme periode sidste år. Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.
”Globalt set er appetitten og behovet for at rejse stor, og vi har aldrig tidligere haft så mange rejsende gennem terminalerne. Danskere og sydsvenskere, der flyver på ferie eller forretningsrejse fra København, udgør omkring halvdelen af passagererne, mens resten er internationale rejsende, der enten besøger København og resten af Danmark eller benytter lufthavnen som stop på deres rejse videre ud i verden,” siger Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn.
Tredje kvartal isoleret ender med et overskud på 666 millioner kroner før skat. Og samlet for årets første ni måneder kommer Københavns Lufthavne ud med et overskud før skat på 1.260 millioner kroner, hvilket er 19 procent mere end sidste år.
”Jeg er meget tilfreds med resultatet for tredje kvartal og samlet for årets første ni måneder. Antallet af rejsende følger vores prognose, og det kan vi se på både omsætningen og resultatet, der er steget i forhold til sidste år,” siger Christian Poulsen.

Stigende omsætning
Omsætningen i tredje kvartal er på 1.613 millioner kroner, hvilket får den samlede omsætning i årets første ni måneder op på 4.153 millioner kroner. Det er en stigning på ni procent i forhold til samme periode sidste år og den højeste omsætning i lufthavnens historie både for et enkelt kvartal men også for de første ni måneder.
Vækst på interkontinentale ruter
Det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn er steget med otte procent i forhold til sidste år. Der er særlig fremgang på de lange, interkontinentale ruter ud over Europas grænser, hvor nye ruter er kommet til, og antallet af passagerer er steget med hele 11 procent i forhold til sidste år.
I årets første ni måneder var der 43 interkontinentale ruter ud af København, hvilket er otte flere sammenlignet med samme periode sidste år.
Succes med ny sikkerhedskontrol
I disse måneder er Københavns Lufthavn i gang med at indføre ny teknologi og 3D-scannere i sikkerhedskontrollen. De første fem nye sikkerhedsspor stod klar i maj, og i slutningen af oktober åbnede yderligere seks nye spor.
”De nye spor er hurtigere og giver passagererne en mere smidig vej gennem sikkerhedskontrollen, hvor man kan lade elektronik blive i håndbagagen. Det så vi hen over sommeren, hvor de fem spor blev brugt til 40 procent af alle sikkerhedstjek,” siger Christian Poulsen.
De resterende ni spor åbner til foråret, hvor hele den nye sikkerhedskontrol vil stå klar med i alt 20 nye sikkerhedsspor.
