Hvis du drømmer om at pakke kufferten og drage ud i verden til en billig destination, bør du især have ét land i kikkerten i år.
Landet har Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker i Danske Bank, fundet frem til. Han har tjekket en række populære feriedestinationer og set, hvor man får mest for sine danske kroner.
Svaret er: Brasilien.
Som dansker er det blevet over 11 procent billigere at rejse i Brasilien nu versus sommeren sidste år. Besparelsen kommer Jens Nærvig Pedersen frem til, når han tager højde for landets inflation og udviklingen i dets valuta. »Valutakursen i Brasilien er faldet relativt kraftigt, og det har ikke fået inflationen til at skyde i vejret. Man vinder på valuta og taber lidt på inflationen – samlet set er det blevet billigere at rejse til Brasilien,« forklarer Jens Nærvig Pedersen.
To asiatiske lande på præmieskamlerne
Det kan lyde skørt at vælge feriedestination efter inflation og valutakurser.
Men de to ting sammen giver en indikation af, hvor man får mest fremmedvaluta i hånden for sine danske kroner, og hvor fremmedvalutaen samtidig strækker længst.
»Det kan godt være, at valutaen er faldet i et land, men hvis priserne er steget, går de ting ud med hinanden,« understreger Jens Nærvig Pedersen.
I både Indonesien og Vietnam er de lokale valutaer faldet mere end inflationen, og de to asiatiske lande indtager anden- og tredjepladsen over billige destinationer på chefanalytikernes liste.
Inden man køber flybilletterne og haster afsted, skal man dog være opmærksom på, at Jens Nærvig Pedersens undersøgelse har et blindt punkt.
Den siger ikke noget om, hvad det koster at rejse hen til den pågældende destination.
»Det kan godt være, at Brasilien og Indonesien boner ud som lande, hvor det er blevet billigt at tage på ferie i forhold til for eksempel Sverige. Men der er stadigvæk nogle større omkostninger til blandt andet flybilletter, når man skal rejse så langt væk,« forklarer han.
Læs hele artiklen på Berlingske