Fra maj næste år bliver Halifax en ny destination på rutekortet fra Københavns Lufthavn. Det betyder, det bliver lettere end nogensinde at opleve den storslåede natur på Canadas østkyst og de historiske gader i havnebyen Halifax. Det er et af Canadas største flyselskaber, der begynder at flyve mellem København og Halifax. WestJet åbner sin rute den 28. maj 2026 med fire ugentlige afgange.

”Vi glæder os til at byde WestJet velkommen og fejre en ny rute og et nyt flyselskab i Københavns Lufthavn. Med den nye rute til Halifax får man mulighed for at opleve en fantastisk del af Canada, som ikke tidligere har været direkte tilgængelig fra København,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Endnu bedre forbindelse mellem Danmark og Nordamerika
Med den nye rute til Halifax er der 17 direkte flyforbindelser mellem København og Nordamerika.
”Den nye rute styrker forbindelserne i begge retninger for både turister og erhvervsrejsende, der rejser ud fra Danmark og Norden, og for dem, der kommer hertil fra Canada og Nordamerika. Det er virkelig positivt, og vi glæder os til at få besøg af endnu flere rejsende fra Canada og resten af Nordamerika,” siger Peter Krogsgaard.
Lufthavnen i Halifax er desuden et vigtigt knudepunkt for WestJet, hvor der er gode forbindelser videre til resten af Canada og USA.
WestJet er Canadas næststørste flyselskab med en flåde på 200 fly og ruter til flere end 100 forskellige destinationer.
”WestJet har aldrig tidligere fløjet fra Københavns Lufthavn, og vi er stolte over, at selskabet har valgt København som ny destination. Det vidner om en stærk tro på markedet og på København som internationalt knudepunkt,” siger Peter Krogsgaard.
Ruten åbner den 28. maj 2026 med fire ugentlige afgange hen over sommeren frem til den 28. september. WestJet sætter en Boeing 737 MAX-8 med plads til 174 passagerer ind på ruten.