Da luftfartsselskabet Norwegian efter coronanedlukningerne var i problemer og måtte igennem en restrukturering for at overleve, trådte den norske stat til og skød penge ind i form af et lån. Det skriver MOBILITYWATCH
Et lån, der senere blev konverteret til aktier i Norwegian.
Nu er Norwegian på ret kurs igen, og derfor har Norge onsdag morgen solgt sine sidste aktier i selskabet, svarende til 6,26 pct. af aktiekapitalen.
”Staten har fra dag ét gjort det klart, at vi ikke har noget ønske om at være ejer af Norwegian på den lange bane,” siger handels- og industriminister Cecilie Myrseth ifølge Reuters.
Aktieposten blev solgt med en rabat på 3,3 pct. i forhold til tirsdagens lukkekurs.
Det svarer til 892 mio. norske kr., hvilket er 576 mio. danske kr..
Staten hævder ifølge Reuters at have tjent mere end 500 mio. norske kr. på sit engagement i Norwegian.
Og så har man fortsat penge til gode hos luftfartsselskabet i form af virksomhedsobligationer, der udløber senere i år og næste år.
Den norske stat har tidligere også været medejer af SAS, som blev stiftet af Norge, Sverige og Danmark i fællesskab tilbage i 1946.
I 2018 besluttede nordmændene imidlertid, at de ikke længere ville være en del af ejerkredsen og solgte aktieposten, der udgjorde 9,9 pct. af den samlede aktiekapital.
Norge ejer dog stadig en lille andel af SAS. Det skyldes, at den norske stat lånte SAS 1,5 mia. norske kr. tilbage i 2020.
I forbindelse med SAS’ rekonstruktion blev en stor del af lånet konverteret til aktier.