Skiferie betyder for mange høj sol og kolde øl i kombination med målet om at slå rekorden for hurtigste nedfart blandt vennerne. Og så skal turen helst også dokumenteres til de sociale medier eller til et postkort til dem derhjemme.
Og det kan være en farlig kombination, der sender tusindvis af danskere på de udenlandske skadestuer undervejs på ferien. Dog afholder det ikke danskerne fra at rejse afsted hvert år. Ifølge nye tal forbinder 8 ud af 10 danskere nemlig skiferien med den største risiko for ulykker – men det forhindrer ikke, at tagboksen pakkes år på år.
Hele 81 % af danskerne peger nemlig på skiferien som den mest risikofyldte ferieform, efterfulgt af backpacking (28 %), hiking (23 %) og biking (21 %). Trods bevidstheden om den risikofyldte ferieform svarer mere end hver fjerde (26,5 %), at de ikke har en rejseforsikring. Det viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup foretaget for ERGO Forsikring.
Selfie-generationen tager farlige chancer
Ifølge undersøgelsen lever selfie-generationen i bedste velgående, og danskerne prioriterer likes og opmærksomhed over sikkerhed.
6 % af alle danskere har taget en bevidst farlig chance for at få det perfekte billede eller den perfekte video. Blandt 18-39-årige er tallet endnu højere:
Her indrømmer hver tiende dansker, at de har løbet en stor risiko for at få det perfekte skud – fx ved at springe ud fra en klippe eller køre offpiste uden hjelm.
“Skiferier er en populær ferieform, men det kan også blive den dyreste ferie i dit liv – især hvis man tager for mange chancer og samtidig ikke er dækket godt nok på sin forsikring. Vi anbefaler, at man altid tjekker sin rejseforsikring, særligt hvis man skal stå på ski, backpacke eller får en god idé på en bjergkant til et billede,” siger Peter Steen Olsen, talsperson hos ERGO Forsikring.
To ud af tre skiskader sker for mænd
Hvert år kommer flere danskere til skade på pisterne, og ifølge tal fra sundhed.dk er nogle mere udsatte end andre. Det er værd at bemærke, at:
- To ud af tre skiskader rammer mænd.
- Langt størstedelen sker i forbindelse med alpint skiløb eller snowboarding.
- Fire ud af fem ulykker skyldes fald på pisten, og i hver tredje skade er der tale om knoglebrud.
- Alpint skiløb er samtidig den tredje hyppigste årsag til korsbåndsskader.
- Det er især de 13-24-årige, der kommer galt afsted.
“Uheld på pisterne kan ske af mange forskellige årsager. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at man får tegnet den rigtige rejseforsikring, der dækker ens behov. Det er ikke alle forsikringer, der fx dækker skiferie i den almindelige rejseforsikring, men skal tilkøbes. I nogle lande, som for eksempel i Italien, er ansvarsforsikring endda lovpligtig, før man kan få et skipas. Derudover anbefaler vi altid, at man forebygger skiulykker ved at være godt fysisk forberedt, have det rigtige udstyr og vise hensyn på pisten,” siger Peter Steen Olsen, talsperson for ERGO Forsikring.