Hedebølger, skovbrande og dyre flyafgange afholder flere og flere europæiske turister fra at rejse i juni, juli og august måned. Samtidig ser danske rejsearrangører, at appetitten på rejser uden for sommermånederne er opadgående. Det skriver Berlingske
Ifølge en undersøgelse, foretaget af European Travel Commission, fravalgte ni procent af de europæiske turister at rejse mellem juni og august i 2025. Det skyldes blandt andet hedebølgerne i Sydeuropa, hvor temperaturerne kom over 40 grader i lande som Spanien, Italien og Frankrig. I samme periode sidste år undlod 8,5 procent af de adspurgte at rejse i juni, juli og august måned.
Det skriver Financial Times.
Risikoen for ekstreme hedebølger og skovbrande får i højere grad turister til at lægge deres ferier i den såkaldte »skuldersæson« (foråret og efteråret), lyder det i undersøgelsen.
Selvom det er tidligt at spå om, er tendensen muligvis kommet for at blive, siger Jakob Hahn, der er branchedirektør i REJS, brancheorganisation for rejsebureauer under Dansk Erhverv.
»Det er en ny tendens, at rejsebureauerne forsøger at udvide sommersæsonen og på den måde gøre den mere fleksibel for at mindske presset i højsæsonen. Jeg tror, at det er en tendens, der vil brede sig, så længe de rejsende efterspørger det.«
Også lidt en »medieting«
Et af de rejsebureauer, der har forsøgt at forlænge sommersæsonen, er Spies. Danske rejsende kan sætte sig på et fly mod Cypern helt til slutningen af november, fortæller Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef i Spies Rejser.
»Vi er startet i det små, da vi kan se en mindre tendens til, at danskerne gerne vil sydpå i skuldersæsonen. Det hænger også sammen med, at mange gerne vil være aktive i deres ferie og eksempelvis vandre eller cykle, og det er rarere i de køligere måneder.«
Det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at der er tale om en mindre tendens – og ikke en stor forskydning i måden, danskerne rejser på.
»Vi sender en kvart million danskere afsted om året, og langt størstedelen rejser i skolernes ferie. Vi har altså ikke færre danskere, der rejser i den periode, og det er ikke mit indtryk, at vores gæster frygter hedebølger eller skovbrande, når de skal planlægge deres rejse.«
Samme pointe kom fra flere danske rejsearrangører i Information i juli – ekstrem varme er endnu ikke helt nok til at afskrække de danske rejsende.
»Jeg ser det som sådan en medieting. Hedebølger som den, vi har nu, havde vi også for 40 år siden og sikkert også for 100 år siden. Det er der ikke noget nyt i, lød det for eksempel fra direktør i Bravo Tours Peder Hornshøj.
Uanset hvad er der ikke noget der tyder på, at europæerne samlet set kommer til at rejse mindre end tidligere. Som Dame Irene Hays, direktør i det britiske rejsebureau Hays Travel, siger til Financial Times:
»Folk vil undvære en ny sofa, et nyt badeværelse, et nyt køkken, måske endda en ny bil, men de er passionerede omkring at rejse.«