Annons:

Airbnb sætter ny rekord: Politisk aftale bliver afgørende

Korttidsudlejningen i Danmark vokser fortsat og har samtidig udviklet sig til et marked med skæv og unfair konkurrence. HORESTA opfordrer til, at de aktuelle politiske forhandlinger om skærpet lovgivning for Airbnb kommer til at gøre en reel forskel.

Man kan se dem overalt i landets større byer: Airbnb-turister, der kommer trækkende med deres rullekufferter på jagt efter den lejlighed, de har booket på nettet.

Korttidsudlejningen til turister fylder mere og mere i det danske overnatningsmarked og sætter ny rekord. Nye tal fra Eurostat, som HORESTA har analyseret, viser, at der i de første tre kvartaler af 2025 er registreret 6,8 mio. overnatninger i Danmark via udlejningsplatforme. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Det er en vækst på 13 pct. fra de første tre kvartaler af 2024 til 2025, og fremgangen kommer i forlængelse af vækstrater på 27 pct. i 2023 og 20 pct. i 2024 henover samme tre kvartaler.

HORESTA efterlyser skærpede regler og kontrol
HORESTA bakker op om korttidsudlejningen som koncept, men efterlyser klare regler og kontrol fra myndighedernes side.

”Lige nu er markedet for korttidsudlejning det vilde vesten. Udviklingen har overhalet lovgivningen indenom. Der er ingen kontrol af markedet fra myndighedernes side, og private virksomheder har udnyttet den manglende regulering til at skabe såkaldte skyggehoteller, som udlejer værelser i unfair og ofte ulovlig konkurrence med den professionelle hotelbranche”, siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Han opfordrer til, at de igangværende forhandlinger om skærpet kontrol med Airbnb og andre platforme fører til en aftale, som effektivt kan aflive skyggehotellerne. Desuden bør skærpet kontrol sikre, at det ikke fremover bliver muligt at bryde reglerne og udleje mere end det tilladte antal dage om året.

I dag har myndighederne ingen muligheder for at føre kontrol med, om reglerne bliver overholdt, fordi udlejningsportalerne ikke skal indberette antal udlejningsdage.

Tallene taler for sig selv
”Den eksplosive udvikling i korttidsudlejning understreger behovet for regulering. Vi er glade for, at politikerne på Christiansborg nu også har indset dette. Derfor forventer vi, at den politiske aftale rent faktisk kommer til at gøre en forskel,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Ifølge HORESTA er den kraftige vækst i korttidsudlejning ikke kun unfair konkurrence overfor det professionelle overnatningserhverv. Markedet for korttidsudlejning har grebet om sig i en grad, så det nu også har stor betydning for boligmarkedet i flere danske storbyer.

“Priserne på boliger i de større byer – særligt København – er steget kraftigt de senere år, og de gunstige muligheder for at supplere lønindkomsten gennem udlejning via Airbnb har spillet en stor rolle i denne udvikling”, siger Jeppe Møller-Herskind.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.