Rox Resort i Køge på verdens top 100

Det nye strandresort er allerede anerkendt som et af verdens bedste luksushoteller.

Offentliggjort

Det tager normalt år at opbygge det ry, der skal til for at få international opmærksomhed. Rox Resort i Køge gjorde det på fem måneder.

Den 15. april offentliggjorde det amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure sin årlige It List, som fremhæver de 100 bedste nye luksushoteller i verden. Blandt årets udvalgte hoteller er Rox Resort ved Køge Bugt, der åbnede i november 2025. Det nye strandresort i Køge optræder nu på en liste side om side med nogle af verdens mest omtalte hotelåbninger.

”Travel + Leisures It List er en af de lister, man i branchen virkelig drømmer om at komme på. At Rox allerede nu bliver fremhævet blandt verdens bedste nye hoteller, gør mig utrolig stolt af hele teamet. Det er stort for Rox, for Køge og for Danmark,” siger Carl Hegestad, General Manager hos Rox Resort.

Travel + Leisures It List er ikke baseret på nomineringer eller afstemninger. Listen er redaktionelt udvalgt på baggrund af magasinets egne hotelophold. Journalister fra mediet har det seneste år besøgt næsten 200 nye og renoverede hoteller verden over, og de 100 udvalgte er dem, redaktionen vurderer til at være årets stærkeste nye hoteloplevelser.

For Rox Resort kom det afgørende presseophold fra en amerikansk rejsejournalist fra Travel + Leisure, som var blandt de første gæster på hotellet efter åbningen.

”Vi åbnede for få måneder siden, og allerede nu løfter Travel + Leisure Rox frem som et af verdens bedste nye hoteller. Det er en stærk bekræftelse på, at det, vi har skabt her med design, service og beliggenheden ved den danske kyst, har international gennemslagskraft,” siger Carl Hegestad.

Rox Resort ligger direkte ud til Køge Bugt, cirka 30 minutter fra København. Hotellet rummer 156 værelser og suiter, tre opvarmede pools, rooftop Pool Club med sauna og spa samt restauranter og barer med asiatisk-inspireret køkken og signaturcocktails. Derudover har resortet padelbaner og otte konference- og eventlokaler.

Designet trækker på nordiske, vestlige og asiatiske referencer, hvor nordisk enkelhed møder kontinental elegance. Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe et resort, der appellerer til både danske gæster, internationale weekendrejsende og virksomheder på udkig efter møder og events i særlige rammer.

Udnævnelsen offentliggøres på travelandleisure.com den 15. april. Et udvalg af årets It List-hoteller bliver desuden præsenteret i magasinets majudgave, Hotels Issue, som udkommer den 17. april.

Om Rox Resort

Rox Resort åbnede i november 2025 på Nordstranden 10 i Køge. Hotellet er en del af ESS Group, som også står bag tidligere vinder Maryhill Estate, Fýri og Marienlyst Strandhotel i Helsingør.

Powered by Labrador CMS