Ekstra opkrævning for rejsen

494327693

Rejseselskaber opkræver ekstra gebyrer fra kunder

Stigende brændstofpriser tvinger selskaber til at sende efterregninger til tusindvis af rejsende.

Offentliggjort

I kølvandet på de stigende brændstofpriser har rejseselskabet Bravo Tours sendt en ekstra regning til cirka 2.000 kunder.

Det oplyser administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, til B.T. Ifølge direktøren kan firmaet »ikke blive ved med at smide millioner ud«.

For efter krigen mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden brød ud i slutningen af februar i år, er priserne på benzin, olie og diesel steget voldsomt.

Det sker, fordi Hormuzstrædet, hvor det skønnes, at 20 procent af verdens samlede forbrug af olie og flydende naturgas passerer igennem, er blokeret for skibstrafik.

Peder Hornshøj oplyser, at det er i omegnen af 200 kroner, som rejsekunderne har måttet betale ekstra.

»Det er noget forbandet og irriterende lort med den krig. Vi håber, det snart er overstået, men det er helt umuligt at forudsige,« siger Peder Hornshøj til B.T.

Det danske rejsebureau Primo Tours har også sendt efterregninger til deres gæster, der skal rejse i begyndelsen af maj. Beløbet lyder på 200 kroner per gæst.

Men det er ikke kun kunder, der havde planlagt at rejse med flyet på ferie, der har fået en ekstra regning.

Kunder, der skal transporteres med bus sydpå med Riis Rejser, har også fået en yderligere regning. Det er også en konsekvens, som rejsebureauet har følt sig nødtaget til at tage grundet de aktuelle, høje priser på brændstof.

Riis Rejser har eksempelvis set sig nødsaget til at opkræve en ekstraregning på omkring 3,5 procent på en bustur til Holland, hvilket giver en merpris på 187 kroner. Det siger direktør Søren Riis til TV 2.

Det var allerede i midten af marts at Riis Rejser sende de første regninger ud – og nu har i omegnen af 2.500 til 3.000 kunder modtaget en.

Berlingske har kontaktet rejseselskabet TUI for at høre, om deres kunder kan forvente en efterregning.

Det kommer deres kunder ikke til at opleve, understreger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI Danmark:

»Vi har en prissikring i vores vilkår og betingelser, som betyder, at vi ikke pålægger kunder efterkrav i forbindelse med brændstofpriser. Den æder vi,« fortæller Hansen til Berlingske.

Muligvis kun brændstof til seks uger

Det er en hel lovlig manøvre, som både Riis Rejser og Bravo Tours benytter sig af.

Ifølge rejsepakkeloven må rejseselskaber opkræve op til otte procent oven i den oprindelige pris for en pakkerejse, når prisen på brændstof stiger.

Kunderne skal varsles senest 20 dage før afrejse, og det betyder også, at sommerferiens rejser endnu ikke er påvirket.

Men intet er vidst endnu.

For torsdag kom en advarsel fra chefen for Det International Energiagentur (IEA), Fatih Birol.

Europa har muligvis kun flybrændstof til seks uger tilbage, udtalte Birol til nyhedsbureauet AP.

»Jeg kan sige, at vi snart vil høre nyheder om, at nogle flyvninger fra by A til by B bliver aflyst på grund af brændstofmangel,« sagde han.

Udsigten til højere priser på brændstof har også fået EU til at igangsætte en nødplan, der skal afhjælpe presset på flybranchen og maksimere raffinaderiproduktionen. Det oplyser kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.

Powered by Labrador CMS