Med en en fyldt Airbus A330 blev den nye charterafgang til solparadiset Kap Verde indviet.

Repræsentanter fra Aalborg Lufthavn, Spies og SunClass Airlines markerer åbningen af den nye direkte charterrute til Kap Verde foran Airbus-flyet på apron.

Ny charterrute fra Aalborg til Kap Verde

Aalborg Lufthavn fejrer første direkte flyvning til eksotiske Kap Verde med Spies.

Offentliggjort

I dag blev en ny charterdestination fejret i Aalborg Lufthavn, da det første direkte fly nogensinde til Kap Verde lettede med Spies. Rejsende med kurs mod øen Sal blev budt på kaffe og kage i gaten, inden de gik ombord på SunClass Airlines’ største fly, en Airbus A330-900neo, som var helt fyldt med forventningsfulde feriegæster.

 – Det er en stor dag for Aalborg Lufthavn og for vores nordjyske rejsende. Vi ved, at der er stor interesse for direkte rejser til solen, og derfor er det ekstra glædeligt, at vi nu sammen med Spies har kunnet tilbyde en eksotisk destination som Kap Verde direkte fra Aalborg, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

 I anledning af den nye charterdestination, som Spies lancerede i forbindelse med deres 70-års jubilæum, blev den røde snor helt traditionelt klippet i gaten. Fejringen blev rundet af på bedste vis med en vandportal lige før den store Airbus lettede fra Aalborg.

 Sol, strand og afslapning direkte fra Aalborg

Kap Verde ligger ud for Vestafrikas kyst og er kendt for sine brede sandstrande, turkisblå hav, stabile varme og afslappede atmosfære. Med omkring 350 solskinsdage om året og temperaturer omkring 26 grader i april er øgruppen blevet et populært rejsemål for danskere, der søger sol og ro i eksotiske omgivelser.

 – Det er første gang nogensinde, at man kan flyve direkte fra Aalborg til Kap Verde med Spies, og så ovenikøbet med den store Airbus A330 fra Sunclass, som vi ikke ser så ofte i Aalborg Lufthavn. Kap Verde er et rejsemål, der kan noget helt særligt. Det er en destination, mange forbinder med solgaranti, afslapning og en ferieoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Derfor har vi også set en enorm interesse for destinationen – også fra lufthavnens egne medarbejder, da det bare er et helt unikt rejsemål, som vi håber kan blive en fast del af charterprogrammet herfra, slutter Niels Hemmingsen.

Powered by Labrador CMS