EASA advarer mod flyvninger over golfstater

Luftfartssikkerhedsagenturet vurderer høj risiko i flere luftrum efter nye angreb mellem Iran og USA.

Offentliggjort

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) fraråder flyselskaber at flyve over flere golfstater.

Konkret fraråder agenturet flyvninger over Bahrain, Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater samt over farvandet i Omanbugten.

Det oplyser agenturet på sin hjemmeside.

Meldingen kommer, efter at Iran og USA har gennemført nye angreb mod hinanden.

Ifølge EASA udgør situationen en ”høj risiko” for civile flyvninger i de berørte luftrum.

”Uforudsigelige militære udviklinger kombineret med mulig anvendelse af missiler, droner, kampfly og luftforsvarssystemer skaber en høj risiko for civile flyvninger i alle højder og flyveniveauer inden for det berørte luftrum,” skriver agenturet.

Det amerikanske militær har mandag aften og natten til tirsdag udført et fem timer langt angreb mod Iran.

Det oplyser den amerikanske centralkommando, Centcom, i et opslag på det sociale medie X.

Det er tredje nat i træk og femte nat på en uge, at USA gennemfører angreb mod Iran.

Powered by Labrador CMS