Danskerne dropper fjerne rejsemål i sommer

Uro, højere brændstofpriser og usikkerhed får flere danskere til at vælge Sydeuropa frem for USA, Asien og Mellemøsten.

Offentliggjort

Danskerne er ved at ændre deres rejsevaner markant.

Rejser til fjerne destinationer er blevet mindre efterspurgte. I stedet vælger danskerne overnatninger i Sydeuropa.

En kombination af flere faktorer har fået mange til at vælge rejsemål tættere på Danmark.

Uroen i Mellemøsten, stigende priser på flybrændstof, krigen i Ukraine og utilfredshed med USAs præsident, Donald Trump, har fået mange til at tænke i nye baner, når sommerferien er blevet planlagt.

»Vi ser et markant fald i efterspørgslen på oversøiske rejser. Når året er omme, forventer vi en stor stigning i rejser inden for Europa på bekostning af destinationerne uden for kontinentet,« siger Jakob Hahn, der er branchedirektør i foreningen Rejs.

I en ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Gjensidige svarede knap hver femte, at de denne sommer har valgt at droppe deres oprindelige ferieplaner eller valgt at tage på bilferie i stedet for at flyve længere væk.

Hertil kommer, at de, som stadig vælger at flyve, har besluttet at gøre det til destinationer langt tættere på Danmark end tidligere.

Donald Trump skræmmer folk væk

Det er der mange grunde til, vurderer Jakob Hahn.

USA er for eksempel blevet mindre attraktivt, så længe Donald Trump er præsident i landet.

»USA er hårdt ramt og har været det i en periode. Men ellers slår tendensen i høj grad igennem på rejser til Asien og Mellemøsten – blandt andet som følge af Udenrigsministeriets rejsevejledninger,« siger Jakob Hahn.

Udenrigsministeriet har advaret mod rejser til Mellemøsten, siden USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar.

Derfor er rejsemål som blandt andre Dubai mindre efterspurgte. Også destinationer som Thailand bliver valgt fra. Her hører det med, at flyrejser over Rusland og Ukraine ikke er muligt på grund af de to landes krig mod hinanden. Det har blandt andet forlænget rejsetiden på flere ruter.

Business class til Thailand

Oven i det kommer, at det vigtige Hormuzstræde er blokeret af både amerikanere og iranere. Det er fortsat, mens parterne forsøger at nå en fredsaftale, og det har fået olieprisen til at stige kraftigt og dermed luftfartsselskabernes omkostninger.

Alligevel er det muligt at finde billige flybilletter til Asien.

»Flypriserne er generelt set steget en smule i forhold til sidste år, men de mellemøstlige flyselskaber dumper priserne i øjeblikket. Man kan nærmest flyve på business class til Thailand for de samme penge, hvis man vælger et selskab fra Mellemøsten,« siger Jakob Hahn.

De store rejsebureauer kan nikke genkendende til, at mange vælger lange ferierejser fra. Det er særligt eskaleret, siden angrebene mod Iran begyndte.

»Der er ingen tvivl om, at det har ændret danskernes rejsevaner på den korte bane,« siger Sofie Folden Lund, kommunikationschef i Danmarks største rejsebureau, Spies Rejser,

Charterferier i Europa står for 90 procent af de rejser, Spies udbyder.

»Hver gang der har været større uroligheder, søger folk i højere grad de nære rejsemål og bliver i Europa,« siger Sofie Folden Lund.

Rødglødende telefoner

Sofie Folden Lund understreger desuden, at Spies Rejser hen over sommeren ikke kommer til at aflyse rejser eller sende ekstraregninger til kunderne som følge af stigende priser på flybrændstof.

Selvom sommerferier, der er bestilt hos Spies Rejser, ikke er i fare, er telefonerne hos rejsebureauet imidlertid rødglødende. I røret er bekymrede kunder, der frygter for sommerferien.

»Vi bliver kimet ned af gæster, der spørger, om det bliver dyrere, om vi aflyser, eller de kommer afsted. Vi har meget travlt ved telefonerne,« siger Sofie Folden Lund.

Også hos TUI ser rejsebureauet, at kunderne har ændret vaner, fortæller Mikkel Hansen, der er selskabets danske kommunikationschef.

Dels er kunderne afventende med at bestille, og dels søger de væk fra oversøiske rejser.

»Vi kan se på søgetrafikken, at de venter og måske afventer situationen og bestiller senere. Normalt ville størstedelen bestille i forholdsvis god tid. Nu venter en større andel med at bestille til tættere på afgang,« siger han.

Grækenland og Spanien trækker i danskerne

Mikkel Hansen tilføjer, at mange kigger mod velkendte europæiske destinationer, som de kender i forvejen.

Han peger dog på, at der normalt er størst efterspørgsel på oversøiske destinationer i vinterhalvåret og uden for sommerferien, samt at eksempelvis rejser til Thailand fortsat sælges i samme omfang.

»Historisk er danskerne ikke et særligt nervøst folkefærd, når det kommer til rejser. Vi er ret hurtige til at komme tilbage. Egypten som vinterrejsemål kunne blive påvirket af det her, fordi det ligger tæt på konflikten, men det sælger rigtig godt,« siger Mikkel Hansen.

Hos brancheforeningen Rejs peger Jakob Hahn på, at det i øjeblikket er svært at finde en rejse til de mest populære europæiske destinationer.

»Vi kan se, at kapaciteten i Grækenland og Spanien allerede er 98 procent booket i øjeblikket. Der er altså ikke meget plads tilbage i Europa til dem, der måtte ønske at ændre deres rejseplaner væk fra de oversøiske destinationer hen over skolernes sommerferie,« siger Jakob Hahn.

Masser af flybrændstof

Et af de helt store temaer, siden krigen brød ud, er, om der er tilstrækkeligt med brændstof til flyene. Det har blandt andet skabt stor forvirring, at Det Internationale Energiagentur (IEA) har advaret om, at der kun er få »ugers flybrændstof tilbage«, mens luftfartsselskaberne har bedyret, at kunderne kan være trygge.

Hos Rejs mener Jakob Hahn ikke, at der er grund til at vælge flyrejser fra på grund af frygt for manglende brændstof.

»Modsat hvad der har været fremme i medierne, er vi ikke bekymrede for mangel på brændstof eller for, at man risikerer at strande. Hvad der sker efter sommeren, er stadig uklart, men lige nu ser vi det som en unødvendig skræmmekampagne, når det påstås, at der ikke skulle være brændstof nok,« siger Jakob Hahn.

I undersøgelsen fra Gjensidige svarer 26 procent, at de stadig planlægger at flyve på ferie denne sommer, mens 55 procent svarer, at de i forvejen ikke havde planer om det.

Kilder:

Berlingske https://www.berlingske.dk/virksomheder/trump-oliepriser-og-krige-er-ved-at-aendre-danskernes-rejsevaner-vi-ser-et-markant-fald-paa-oversoeiske-rejser


Powered by Labrador CMS