Emirates Engineering gennemfører opgraderingerne i samarbejde med Airbus, Safran, Recaro, Panasonic, Starlink og UUDS. På i alt 60 A380-fly bliver der installeret nye sædetyper og en opdateret lounge ombord. Samtidig får alle 111 fly Panasonics avancerede Astrova-underholdningssystem, der sikrer en ensartet og forbedret oplevelse på tværs af flåden.
Emirates har i tæt samarbejde med producenter og leverandører været drivkraften bag flere af de nye løsninger og arbejder løbende for at forbedre komfort, privatliv og den samlede rejseoplevelse for passagererne. Investeringerne afspejler en langsigtet ambition om at levere de bedste kabineprodukter innenfor luftfartsindustrien på tværs af hele flåden.
Sir Tim Clark, President Emirates Airline, siger:
“Emirates’ retrofit-program handler om hele tiden at løfte standarden på tværs af flåden. Ved at arbejde tæt sammen med vores mangeårige partnere tager vi nu næste skridt mod at skabe en mere ensartet produktoplevelse i stor skala, samtidig med at vi introducerer næste generations sæder, underholdning og wifi-forbindelse. Passagerer forventer en fremragende oplevelse hver gang de flyver med Emirates, og denne investering sikrer, at vi lever op til det løfte – uanset hvor de rejser fra og til.”
Dansk perspektiv på opgraderingerne
“Da Emirates allerede flyver A380 dagligt mellem København og Dubai, forventer vi, at danske passagerer vil få glæde af de opgraderede kabiner i løbet af retrofit-programmets næste faser. Komfort og kvalitet betyder meget for vores passagerer, og de nye produkter vil løfte oplevelsen yderligere,” siger Morten Balk, Country Manager for Emirates i Danmark.
Nye kabiner ombord på A380 og Boeing 777
Business Class får Emirates’ nyeste sæder, inspireret af Safrans luksuriøse S Lounge-design, som allerede findes på luftfartsselskabets A350-flåde. Sæderne giver mere privatliv og er udstyret med trådløs opladning, justerbar belysning, personlig opbevaring, minibar og 4K ice-underholdning.
Premium Economy får Recaros avancerede sædeteknologi med mekanisk recline-funktion, brede lædersæder, integrerede ben- og fodstøtter, sidebord, USB-C opladning og 13,3-tommer skærme.
Economy Class opgraderes med nye letvægts Safran Z400-sæder med ottevejs justerbare nakkestøtter og forbedrede ergonomiske detaljer til lange flyvninger.
Underholdning og forbindelse i næste generation
Emirates opgraderer både A380 og Boeing 777 med Panasonics Astrova-platform, som tilbyder 4K OLED HDR10+ skærme med dybe farver, perfekt kontrast og Spatial Audio. Passagerer kan bruge både Emirates’ premium headset eller egne trådløse høretelefoner via Bluetooth, mens kraftig USB-C opladning (67W) holder alle enheder kørende.
Astrova inkluderer også Panasonics Arc 3D 4K Moving Map, integreret med Emirates Skywards-program samt et intelligent anbefalingssystem, der tilpasser indhold efter passagerens præferencer.
Derudover fortsætter Emirates sin udrulning af Starlink på tværs af flåden, integreret i retrofit-programmets tidsplan for at sikre hurtigere implementering globalt.
Et langsigtet moderniseringsprogram
Emirates’ retrofit-program startede i 2021 med 120 fly, voksede til 191 i 2024 og blev senere udvidet til 219 fly. Indtil nu er 76 fly blevet færdiggjort, hvor en A380 typisk kræver 22 dage og en Boeing 777 omkring 18 dage. To opgraderede fly kommer hver måned tilbage i drift og løfter passageroplevelsen på ruter over hele verden.