I starten af maj sagde Aarhus Airport, at lufthavnen forhandlede med ukendt investor. Nu er der sat navn på.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse ifølge en række medier.
For knap tre uger siden nøjedes lufthavnen med at oplyse, at man forhandlede med en ukendt investor. Men nu er der altså sat navn på.
Bag Fairchild Denmark, der har danske Hans-Henrik Danielsen som administrerende direktør, står amerikanske Fairchild Aerospace Corporation.
Direktøren fortæller mediet Finans, at man endnu ikke er færdige med at forhandle en aftale på plads, men intentionerne er klare.
”Vi skal have minimum 51 procent af aktierne og have fuld kontrol over ejerskabet, driften og udviklingen af Aarhus Airport,” siger han.
Den skrantende lufthavn, der har kæmpet med at tiltrække passagerer, har de seneste par år været på jagt efter en investor.
Lufthavnen, der ligger på Djursland, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.
Det har flere gange fået ejerkommunerne til at ryste op med flere penge. Ejerkommunerne skød i 2019 yderligere 200 millioner kroner ind i lufthavnen.
Det skete med den forudsætning, at lufthavnen skulle finde en privat investor, der vil stille med yderligere kapital.
I november sidste år oplyste lufthavnen, at den havde indgået en betinget aftale med en anden ”international investor”, der ønskede at overtage aktiemajoriteten i lufthavnen.
Inden årsskiftet lød det også, at byrådene i de tre ejerkommuner, Syddjurs, Aarhus og Norddjurs, havde givet grønt lys til en kontrakt med en anden ukendt investor, der ville skyde 120 millioner kroner i lufthavnen.
Bestyrelsesformand i lufthavnen Lars Dige Knudsen sagde i januar, at lufthavnen forventede at underskrive en kontrakt med investoren inden udgangen af februar.
Men den blev aldrig underskrevet, og i begyndelsen af maj lød det så, at man havde rettet øjnene mod en anden investor.