Ifølge The Guardian har flere influencere delt billeder fra tidligere uberørte og til tider miljøfølsomme dele af øerne. De spektakulære udsigter gik hurtigt viralt – og tusindvis af følgere begyndte at opsøge disse særlige steder.
“Det har haft den stik modsatte effekt og går imod vores politik om at begrænse turismen,” sagde en talsmand for turistmyndigheden på De Baleariske Øer i weekenden.
Et af de hårdest ramte steder er Caló des Moro, en lille bugt på Mallorca. Det maleriske badested har plads til omkring 100 personer – men nu valfarter op til 4.000 mennesker dertil hver dag, ifølge lokale oplysninger. Trafikkaos og miljøforringelse har fået borgmester María Pons til at appellere til både medierne og rejsearrangørerne om at stoppe med at markedsføre bugten.
Samtidig vokser utilfredsheden blandt lokalbefolkningen. Manglen på billige boliger er et voksende problem i hele Spanien, og mange peger på turistlejligheder som synderen. Sidste år demonstrerede titusindvis af spaniere mod udviklingen – og i år forventes protesterne at vende tilbage, ifølge The Guardian.