Annons:

Topchef i Københavns Lufthavn oplever eksplosiv interesse for USA

Flyselskaber åbner flere ruter til USA fra Danmarks største lufthavn. Alene to nye ruter i maj, og passagererne strømmer til, siger topchef.

Det kan godt være, at USA’s præsident Donald Trump med sin varslede toldkrig mod alt og alle skaber overskrifter og omfattende usikkerhed i den globale handel, men det er ikke noget, der for alvor bider i rejseforretningen i Danmarks største lufthavn.

Næsten tværtimod, siger Christian Poulsen, topchef i Københavns Lufthavne, i et interview med MobilityWatch i forbindelse med regnskabet for første kvartal, som viste fremgang i selskabets top- og bundlinje i forhold til samme periode sidste år.

”Vi kan i hvert fald ikke mærke noget endnu. Vi er på passagersiden oppe med en stigning på 19 pct. på USA i forhold samme kvartal sidste år,” siger Christian Poulsen.

”Det skyldes også, at to tredjedele af passagerne er nogle, som transfererer gennem København til USA, og en tredjedel kommer til Købehavn fra USA.”

Det vil sige, at det ikke kun er mulige Trump-kritiske danskere, som overvejer den planlagte ferie til Californien eller at skippe forretningsbesøg i New York, som løber igennem lufthavnens terminaler på vej mod USA.

Hvis antallet af flyrejsende til USA holdes op mod første kvartal 2019, som var året inden corona-pandemien ramte verden og lagde luftfarten ned i flere måneder, så er stigningen på 26 pct. i første kvartal i år, tilføjer han.

”Vi lever grundlæggende af at fylde passagerer i fly, og der er rigtig mange, der gerne vil rejse. Vi er i et marked, hvor flytrafikken globalt set vokser plus minus de her geopolitiske udfordringer,” siger Christian Poulsen.

”Vi er desuden så dygtige og heldige at ligge i en del af verden, hvor der også er en købekraft, som er ret stærk for det her produkt. Og det betyder, at de flyselskaber, der gerne vil sælge deres kapacitet, synes godt om København.”

Sidste år havde Danmarks største lufthavn 342 ruter fra København til 175 destinationer ude i verden.

For hele 2025 har Københavns Lufthavn en forventning om vækst i både antal passagerer og omsætning.

Passagertallet ventes at stige til ca. 32 millioner i 2025, og det vil i så fald være rekord.

Den hidtidige passager-rekord stammer fra 2018 – før corona-pandemien i 2020 – og var på 30,3 millioner rejsende. Sidste år nåede Danmarks største lufthavn at håndtere 29,9 millioner passagerer.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.