Annons:

Hård tone i norsk indenrigs-priskrig

Trods manglende indtægter og nyt finansieringsbehov svarer Norwegian igen på ungarske Wizz Airs indtog på det norske indenrigsmarked.

Efter at ungarske Wizz Air tidligere på ugen annoncerede sin markant øgede tilstedeværelse i Norge med åbningen af tre indenrigsruter fra Oslo, svarer Norwegian nu igen på Wizz Airs prisudspil med oneway priser fra 199 norske kr.

Det ungarske lavprisselskab, som i modsætning til Norwegian har milliarder i egenkapital og betydeligt lavere enhedsomkostninger, er åben om, at man har valgt at konkurrere på et marked, hvor de nuværende spillere er økonomisk trængt: ”Det bliver interessant at se hvordan en næsten konkursramt virksomhed kan konkurrere med Wizz Airs lave priser, uden kontanter og med dobbelt så høje enhedsomkostninger” lyder beskeden fra det ungarske flyselskab.

Allerede dagen efter offentliggørelsen af den norske Wizz Air satsning svarede Norwegian igen, og lancerede en kampagne, hvor billetpriserne blev sænket til samme niveau som hos Wizz Air.

Ifølge informationsdirektør i Norwegian, Lasse Sandaker-Nielsen, har det norske selskab ”ikke noget behov” for at kommentere det ungarske udspil. Han konstaterer dog, at Norwegian siden tirsdag har oplevet ”stor og voksende interesse” for ruterne fra Oslo til henholdsvis Bergen, Trondheim og Tromsø: Netop de tre ruter, hvor Wizz Air starter konkurrerende flyvninger.

”Det kan være et tegn på, at der er mange trofaste Norwegian-kunder, der vil flyve med et norsk selskab som sørger for at opretholde kritisk infrastruktur i hele landet, fra Kristiansand i syd til Svalbard i nord” siger Norwegian-direktøren til E24.

Hos Wizz Air tager man dog formodningen om de norske flypassagerers trofasthed roligt: ”Det seneste prisfald fra Norwegian viser, at forbrugerne i Norge er blevet højt overbelastet som følge af det nuværende markedsduopol”, lyder det fra det ungarske selskab. Wizz Air tilføjer, at deres lave billetpriser er en følge af lave omkostninger og en af de yngste og mest miljøvenlige flyflåder i Europa.

Wizz Air flyver udelukkende med Airbus A320neo og A321neo, i øvrigt en flytype som også den tredje storspiller på norsk indenrigstrafik, SAS, er ved at indfase.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.