Apollo: Danskere rejser i snit tre gange årligt

Danskere rejser i gennemsnit lidt over tre gange om året. Der er særligt den yngre og ældre generation, der trækker tallet op samt befolkningen i hovedstadsområdet, viser en ny undersøgelse af Apollo. 

Et nyt år, nye rejseminder. Chancen for, at der bliver en del af den slags, også i 2020, er stor. Hver dansker rejser nemlig i gennemsnit på ferie mere end tre gange årligt. Mere præcist 3,59 gange årligt.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo over de seneste fem år blandt mere end 1.000 danskere fra hele landet.

Når det handler om at rejse på ferie i udlandet, viser tallene, at det særligt er den yngre og den ældre del af befolkningen, der hiver rejsegennemsnittet op. De yngre rejser tættere på fire gange årligt (3,78). Det samme gør de 50-59-årige (3,86) og de 60-69-årige (3,85).

Kigger man på ferieformen er det storbyferien, der har været den mest yndede ferieform blandt danskerne over de seneste fem år.

– Det er ofte sådan, at vi rejser lidt mindre spontant i de år, hvor vi har skolebørn. I den periode tager vi også lidt færre af de kortere storbyferier, hvor torsdag og fredag inddrages til fordel for en forlænget weekend i Paris eller New York. Den slags er oftere forbeholdt de unge uden børn og dem, hvor ungerne er fløjet fra reden eller ikke nødvendigvis skal med på de små svipture, forklarer Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Geografisk det er det københavnerne, der rejser mest på ferie. De tilkendegiver, at de rejser på ferie 4,43 gange årligt over de seneste fem års tid, mens man på Fyn og øerne rejser 2,66 gange årligt.

Om det kommende år bliver et lige så godt rejseår for danskerne er svært at spå om, fortæller direktøren Glenn Bisgaard og forklarer, at vejret er afgørende.

– Hvis der er en ting, der er svært at forudse, så er det vejret. Samtidigt er det vejret, der påvirker vores rejsevaner mest – særligt om sommeren. Denne sommer har vi oveni købet et EM, som mange gerne vil sidde klistret foran skærmen for at se, siger han.

 

Kommentarer är stängda.