Annonce:

Annonce:

TripAdvisor anklages: 40% af anmeldelserne er falske

Britiske The Times offentliggjorde tidligere dette efterår en bemærkelsesværdig undersøgelse, angiveligt baseret på ”titusinder af anmeldelser” på TripAdvisor.

Undersøgelsen dokumenterer, ifølge det britiske medie, at mængden af ”falske” anmeldelser på TripAdvisor i nogle kategorier er over 40 %.
Ifølge The Times eksisterer der adskillige websites, som direkte sælger falske anmeldelser til bl.a. restaurationer og Bed & Breakfasts. En falsk – men positiv – anmeldelse, koster på sådanne websites omkring 40 GBP, men i særlige ”kampagneperioder” kan etablissementerne købe f.eks. ”10 positive anmeldelser for 69 £”.

The Times har interviewet flere restauratører, som erkender at have købt sig til positive anmeldelser på TripAdvisor, og de forsvarer sig samstemmende med, at positive anmeldelser på TripAdvisor er en forudsætning for at kunne klare sig i et konkurrencepræget marked.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i The Times, er lavet af virksomheden Fakespot.com, som mener at kunne dokumentere at mellem 33 og 42 % af alle anmeldelser, man som bruger kan læse på TripAdvisor er ”falske”, dvs. på en eller anden måde betalt af den virksomhed, der bliver anmeldt.

TripAdvisor selv afviser beskyldningerne som ”upræcise” og ”vildledende”. Ifølge TripAdvisor er det slet ikke muligt for en virksomhed som Fakespot.com at gennemføre en undersøgelse på pålidelig vis, fordi de algoritmer og brugerdata, der er nødvendige for at kunne lave undersøgelsen, ikke er offentlige. ”Fakespot’s metoder er fuldstændig upålidelige af én bestemt årsag: De har ikke adgang til de tekniske data, der er nødvendige for at afgøre om en given anmeldelse er falsk eller ej” lyder kommentaren fra TripAdvisor.

TripAdvisor er med sine mere end 660 mio. anmeldelser og over 450 mio. unikke brugere pr. måned verdens største rejsewebsite.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.