Spies indfører tryghedspakke mod coronavirus

På grund af coronavirus, der skaber usikkerhed blandt rejsende, har rejsearrangøren Spies nu indført en tryghedspakke, der giver mulighed for at afbestille rejsen og få tilbagebetalt prisen.

​Spredningen af coronavirus har fået mange rejsende til at spørge om vilkårene for ændringer og afbestillinger af rejsen. Derfor har Spies nu indført en tryghedspakke med gratis mulighed for at ændre og afbestille samt en ekstra rejseforsikring til alle, som bestiller en charterrejse med afrejse frem til og med 31. oktober 2020. Det oplyser rejsearrangøren i en pressemeddelelse.

– Vi kan nu tilbyde vores gæster, som går med tanker om at bestille en rejse, men er i tvivl på grund af coronavirus, en ekstra rejseforsikring og fri afbestillings- og ændringsforsikring. Det betyder blandt andet, at vores gæster ubegrænset kan ændre deres bestilling frem til 30 dage før afrejse. Vi giver også vores gæster en fuldt dækkende rejseforsikring som en ekstra beskyttelse, siger Jan Vendelbo, administrerende direktør hos Spies.

Ved karantæne inden afrejse, også selv om man ikke selv er syg, refunderes rejsens pris, hvis kunden kan fremvise en gyldig lægeerklæring eller skadesanmeldelse. Tryghedspakken følger med i rejsen og skal derfor ikke tilkøbes.

Kommentarer är stängda.