Annons:

SAS får tre nye fly til langdistanceruter

SAS har indgået i en leasingaftale med Air Lease Corporation (ALC), som betyder, at SAS udvider sin flyflåde med tre Airbus A321LR-fly.

De nye fly giver SAS mulighed for at tilbyde flere interkontinentale ruter, bedre forbindelser, færre mellemlandinger og kortere rejsetider til og fra Skandinavien. Det skriver SAS i en pressemeddelelse.

Airbus A321LR er et narrow-body-fly, som kan flyve på længere strækninger. Det gør det muligt for SAS at tilbyde flere langdistanceruter med en rækkevidde til at nå det nordøstlige USA, som er SAS vigtigste interkontinentale markeder.

– Det her er en helt ny flytype for SAS, og den passer utrolig godt til det skandinaviske marked og vores rejsemønstre. Vi glæder os til at kunne tilbyde nye ruter og til at se, hvordan vi bedst benytter Airbus A321LR i produktionen, siger Rickard Gustafson, administrerende direktør i SAS.

Priskrig mod lavprisselskaber
SAS har en ordre på 50 nye fly fra Airbus, som skal erstatte deres Boeing-fly og leder dem på vej mod en flåde, der udelukkende er fly fra Airbus.

Ifølge Finans er de nye fly en del af en større plan fra SAS for at komme tilbage på et marked, hvor de mister passagerer. For fem år siden var andelen af passagerer i Københavns Lufthavn på 45 procent for flyselskabet. Det er i dag faldet til 33,5 procent af passagerne i lufthavnen, som er flyselskabets største base.

– SAS er oppe mod store og adrætte konkurrenter, så der er fortsat behov for markante effektiviseringer. En enhedsflåde er et stort skridt i den rigtige retning, men det gør det ikke alene, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank til Finans.

SAS vil løbende informere om nye ruter i løbet af 2019. Det første Airbus A321LR-fly bliver ifølge SAS sat i drift i første halvår af 2020.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.