Kombinerede møder giver konferencevækst i Hotel Fårup

En kombinering mellem konferencer, Fårup Sommerland og teambuilding giver en markant efterspørgsel på konferencer hos Hotel Fårup. Antallet af bookede møder i 2019 er vokset med 35 procent.

Fårup Sommerland åbnede Hotel Fårup midt i parken forud for sæsonen 2016, og det er hurtigt blevet et populært rejsemål og konferencested. I 2019 kunne hotellet således melde om en fremgang på 35 procent inden for møder og konferencer sammenlignet med 2018.

– Vi har haft et godt 2019 på Hotel Fårup. Interessen for afvikling af både konferencer og dagsmøder er støt stigende, og vi spår, at de gode takter fortsætter ind i 2020. Vi kan mærke, at gæsterne efterhånden har kendskab til vores åbningstider året rundt, og at vores mødelokaler danner specielle rammer for en dag væk fra kontoret, siger Niels Jørgen Jensen, der er adm. direktør i Fårup Sommerland.

Ifølge en pressemeddelelse gælder stigning både klassiske dagsmøder men også på møder med overnatning på Hotel Fårup. Efterspørgslen skyldes blandt andet den anderledes måde, hvorpå Hotel Fårup har mulighed for at kombinere møder med både park og teambuilding, lyder det fra direktøren.

– Vi oplever desuden, at gæsterne synes, det er nemt at kunne bestille både mødefaciliteter, teambuilding samt overnatning samme sted, og efterspørgslen er således stor efter at kombinere mødet med en aktivitet i parken eller i naturen omkring Fårup, så deltagerne får frisk luft og ny inspiration til deres møde, siger Niels Jørgen Jensen.

Hotel Fårup byggede fire nye mødelokaler til 2019 og har dermed seks mødelokaler af forskellige størrelser samt parkens 4D Biograf med plads til 120 personer.

Hotel Fårup arbejder i 2020 med indsatser omkring økologi og går efter at blive certificeret med bronzemærket inden for økologi.

Kommentarer är stängda.