Annons:

Hotelkæde med overskud efter hjælpepakker: Huslejeudgifter er urimelige

Scandic Hotels fik i årets tredje kvartal omsætningen mere end halveret i forhold til sidste år, men ender med et lille overskud. Koncernchef betegner lejeudgifter som ”urimelige”, og advarer om nedsat betalingsvilje.

Omsætningsnedgangen i Scandic Hotels blev på 3,41 mia. sv. Kr. fra 5,57 mia. SEK i samme kvartal sidste år, og omsætningsnedgangen kunne have været endnu større; Scandic Hotels har nemlig modtaget i alt 371 mio. SEK i direkte statstilskud, i form af hjælpepakker, i tre-måneders perioden.

Kvartalsresultatet brutto (EBIDTA) ender på 90 mio. SEK, en brøkdel af de 823 mio. SEK, der var resultatet i 3. kvartal 2019.  Og belægningsprocenten på koncernens hoteller endte på 36% mod 75,5% i samme periode sidste år.

Koncernchef Jens Mathiesen medgiver, at nogle Scandic-hoteller har nyt godt af en stærkere indenlandsk efterspørgsel fra lokale turister, men understreger, at belægningsprocenten er udtryk for en ”ekstremt lav aktivitet i alle de nordiske hovedstæder”.

”Corona-krisen vil have en langvarig effekt på hotelbranchen, og det vil tage flere år før belægningen når tilbage til niveauet før pandemien” vurderer Mathiesen i en kommentar i regnskabsmeddelelsen fra hotelkæden.

Samtidig, tilføjer Mathiesen, har nogle Scandic-hoteller i større byer nu lejeudgifter, som overstiger omsætningen. Og det er han utilfreds med:

”I dag har nogle hoteller, særligt i større byer, lejeomkostninger som overstiger deres omsætning, hvilket er urimeligt. Vi intensiverer nu forhandlinger med vores udlejere og vil derfor reducere lejebetalingerne, indtil der er opnået nye vilkår” lyder truslen fra Jens Mathiesen i en kommentar til kædens kvartalsresultat.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.