Annonce:

Annonce:

Bella Center centrum for bitter aktionærstrid

Hidtidige aktionærer i Bella Center mister millioner med ”ufin” model ved salg af det kriseramte selskab. Tidligere hovedaktionær taler om ”regnskabsmanipulation”.

Beskyldninger om ”regnskabsmanipulation” og ”ufin model” fyger gennem luften mellem Bella Centers tidligere hovedaktionær, Michael Kaa Andersen, og Solstra Investments, som nu overdrager virksomheden til nye ejere.

Som en række andre virksomheder i hotel- og konferencesektoren har Bella Center lidt økonomisk i det seneste år, som følge af de omfattende Coronarestriktioner. Derfor har den hidtidige ejer, Solstra Investments, solgt virksomheden til en gruppe investorer, der investerer 150 mio. kr. med bl.a. vækstfonden og Nordea i ryggen.

Men i forbindelse med handlen har Solstra, som er den dominerende aktionær i Bella Center, besluttet, at alle nuværende aktier i virksomheden nedskrives til 0, og at hidtidige aktionærer mister deres oprindelige fortegningsret til at erhverve nye aktier.

Det betyder reelt, at de hidtidige aktionærer mister hele deres aktieværdi i Bella Center. Den tidligere hovedaktionær, Michael Kaa Andersen, kan således nedskrive sin aktieværdi med ca. 40 mio. kr., ifølge hans eget udsagn til Berlingske Business. Også den tidligere direktør i Bella Center, Arne Bang Mikkelsen, ejer en portion aktier i Bella Center, som nu bliver værdiløse.

Til Berlingske siger Michael Kaa Andersen: ”Solstra bruger en ufin model med regnskabsmanipulation til at slippe af med os mindretalsaktionærer for at give plads til nye ejere.” Han tilføjer, at han finder det ”uhørt” at Vækstfonden, som er statsligt finansieret, deltager i ”udraderingen” af mindretalsaktionærerne.

Beslutningen om at nedskrive værdien af alle nuværende aktier i Bella Center til 0 ventes vedtaget på en generalforsamling i BCHG Holding i den kommende uge. Vedtagelse af forslaget kan ske med to tredjedels flertal, og da Solstra Investments ejer 85% af selskabet, ventes de resterende mindretalsaktionærer at være magtesløse, når deres aktier gøres værdiløse.

Michael Kaa Andersen truer i Berlingske med at stævne ledelsen i BCHG Holding med et erstatningskrav, der modsvarer hans egen værdiansættelse af hans aktieportefølje, ca. 40 mio. kr. Andersen forklarer, at han vil foretrække en ”mindelig ordning”, og at hans primære anke handler mere om den fortabte mulighed for at investere i nye aktier, end den handler om det konkrete, økonomiske tab, han indkasserer som mindretalsaktionær.

Partner i Solstra investments, og bestyrelsesformand i BC Hospitality Group, David Overby, siger i en kommentar til avisen, at også Solstra er ”ærgerlige” over at deres nuværende aktiebeholdnings værdi mistes. Han tilføjer, at Solstra desuden må indkassere et tab på et aktionærlån, der blev skudt ind i begyndelsen af Corona-krisen. ”Realiteten er desværre, at BCHG har været hårdt ramt af Corona, og uden et nyt og økonomisk bæredygtigt udgangspunkt, ville BCHG gå en usikker fremtid i møde” siger bestyrelsesformanden.

Hvis aftalen, som ventet, bliver vedtaget på næste uges generalforsamling vil den nye ejerkreds i Bella Center bestå af erhvervsfolkene Christian Riis-Hansen, Peter Korsholm og Martin Gaarn Thomsen. Tilsammen vil de kontrollere 50,1% af aktierne i BCHG Holding, mens de resterende 49,9% vil være ejet af Vækstfonden og Nordea.

Solstra Investments købte i sin tid aktiemajoriteten i Bella Center med det dengang tilhørende Bella Sky Hotel for blot 56 mio. kr. Siden da vurderer Michael Kaa Andersen, at Solstra har tjent mere end to mia. kr. på aktieposten, bl.a. i forbindelse med udbetaling af store udbytter, da Bella Sky hotellet blev frasolgt.

Bestyrelsen i Bella Centers hovedaktionær BCHG Holding er identisk med ledelsen i Solstra Investments. I et salgsprospekt fra marts i år opgør erhvervsmægleren Colliers en estimeret egenkapital i selskabet i indeværende regnskabsår på henved 600 mio. kr., skriver Berlingske. Men i det regnskab, der ventes vedtaget på næste uges generalforsamling, giver den nuværende ledelse et betydeligt mere dystert indtryk af økonomien i selskabet; Blandt andet lægger man op til nedskrivninger af bogførte værdier for mere end en halv mia. kr. Og dermed vil BCHG Holding pludselig have negativ egenkapital.

 

KOMMENTARER

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Våra regler är enkla: Håll en god ton. Visa respekt för dem vi skriver om och andra läsare som kommenterar artiklarna. Alla kommentarer modereras av redaktionen.

0 KOMMENTARER ÖPPNA

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.