Den muterede virusstamme har over de seneste uger spredt sig med lynets hast i det sydlige og Østlige England, og det er som en direkte konsekvens heraf, at samtlige EU-lande i løbet af weekenden har lukket for al fly- og færgetrafik fra England.
I Danmark gælder lukningen af flytrafikken fra landet i første omgang til på onsdag, ifølge Sundhedsminister Magnus Heunicke for at give tid til at vurdere evt. længerevarende restriktioner. Heunicke har indkaldt Sundhedsordførerne fra Folketingets partier til et møde senere i dag mandag, og her ventes ministeren at fremlægge en orientering om sundhedsmyndighedernes vurdering af den nye virustrussel.
Statens Serum Institut har dog allerede fastslået i et internt notat, at den nye Corona-variant ikke på nuværende tidspunkt udgør en ”betydende risiko” i Danmark. Ifølge notatet, som refereres af nyhedsbureauet Ritzau, vil en overholdelse af de gældende retningslinjer for selvisolation og karantæne være ”tilstrækkelige” forholdsregler. Notatet er dateret i går søndag, hvor der var konstateret i alt 10 tilfælde med den engelske Virus-variant blandt danske smittede. SSI tilføjer dog i notatet, at antallet af danske smittede kan være op til fem gange højere, ligesom man understreger at de 10 konstaterede tilfælde er fundet i perioden 14. november til 3. december.