Annons:

Tidligere medarbejdere står frem: CPH var ”livsfarlig” at flyve fra

To tidligere flysikkerhedseksperter i Københavns Lufthavn hævder, at flyvesikkerheden i Københavns Lufthavn blev groft tilsidesat i efteråret 2019. Lufthavnsledelse er tavs om afsløringer.

Dagbladet Politiken bringer i sin søndagsudgave flere artikler om sikkerhedsforholdene i Københavns Lufthavn, hvor tre tidligere ansatte afslører, at lufthavnen reelt skulle have været akut nedlukket for flyafgange i mindst en uge i september 2019.

De to af medarbejderne, Robert Strauss og Camilla Rosenquist, var begge ansat som hændelsesudredere i Safety and Crisis Management teamet i lufthavnens administration. Det er den afdeling, der har ansvaret for at tilse, at lufthavnen er sikkerhedsmæssigt forsvarlig at benytte flyvemæssigt. Det samme gælder en tredje kollega, som var involveret, men som ikke ønsker at stå frem.

I perioden fra juni til september 2019 blev der ved fire lejligheder fundet rester af ødelagte banelys på lufthavnens tre landingsbaner. Banelysene er forankret i betonunderlaget på landingsbanerne, men i de fire tilfælde havde et banelys revet sig løs, og var smadret, med løsdele spredt over banearealet.

Ifølge Robert Strauss udgjorde fragmenterne fra de ødelagte banelys en sikkerhedsrisiko, fordi løsdelene kan ramme startende fly eller blive suget ind i flyenes motorer, og derved principielt forårsage havarier.

Safety and Crisis Management teamet beskrev derfor i en risikovurdering om de ødelagte banelys, at hændelserne udgjorde en sikkerhedstrussel på niveau A. Det betyder, at lufthavnen omgående skal lukkes for flytrafik, og ikke kan genåbnes før en ny risikovurdering konkluderer, at sikkerhedsproblemet er endeligt løst.

Imidlertid valgte både de to medarbejderes afdelingschef og daværende driftsdirektør i lufthavnen, Kristian Djurhuus, at overhøre risikovurderingen, og holde lufthavnen åben. Alle banelys i lufthavnens tre landingsbaner blev ganske vist efterspændt som en sikkerhedsforanstaltning. Men det har efterfølgende vist sig, at selve monteringen af banelysene er foretaget i strid med producentens forskrifter. Og at efterspændingen af banelys reelt forøger risikoen for, at de river sig løs, snarere end at forhindre det.

Da de tre medarbejdere opdagede, at deres risikovurdering ikke blev efterlevet,- altså at lufthavnen blev lukket for flytrafik mens problemet med banelysene blev løst, henvendte de sig direkte til lufthavnens øverste ledelse. Og lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye, kvitterede da også for medarbejdernes henvendelse ved at varsle indkaldelse til et møde om sagen. Det skete dog aldrig.

I Politiken beskriver den ene af de to medarbejdere, Camilla Rosenquist, situationen i efteråret 2019 således: ”I bund og grund arbejder vi ud fra det udgangspunkt, at lufthavnen er usikker, og vi skal finde en måde at åbne den forsvarligt igen. Men det er vores klare opfattelse, at vores chef og andre længere oppe i organisationen arbejder ud fra det modsatte udgangspunkt. Altså, hvordan kan vi fortsat holde lufthavnen åben, selvom der er en uacceptabel sikkerhedsrisiko. Og det er virkelig frustrerende”.

Politiken skriver, at avisen er kommet i besiddelse af både den omtalte risikovurdering og en efterfølgende hændelsesrapport fra december 2019, samt en større mængde e-mail korrespondance, der dokumenterer de to medarbejderes udlægning af sikkerhedsrisikoen. Ifølge avisen vil hverken lufthavnsledelsen, eller lufthavnens tilsyn, Trafikstyrelsen, udtale sig om sagen.

Den tidligere driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristian Djurhuus, blev efterfølgende opsagt fra sin stilling, det skete med henvisning til ”interne organisationsændringer”, og ifølge lufthavnsledelsen er der ingen sammenhæng mellem Djurhuus’ efterfølgende fratrædelse og sagen om banelysene. Den nuværende driftsdirektør, Christian Poulsen, vil ikke udtale sig om banelys-sagen, som han henviser til, er omfattet af tavshedspligt.

Såvel Robert Strauss og Camilla Rosenquist som den tredje – anonyme – medarbejder i afdelingen, blev opsagt sidste år, med henvisning til besparelser i lufthavnsadministrationen på grund af Corona-situationen.

Trafikstyrelsen har efterfølgende kritiseret lufthavnen for dens håndtering af problemet med de fejlmonterede og ødelagte banelys, og styrelsen har, efter eget udsagn, ”intensiveret tilsynet” med lufthavnen.

Københavns Lufthavn er i dag i fuld gang med at udskifte de mange tusinde banelys på lufthavnens landingsbaner.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.