Annons:

Spies-flyselskab opsiger 375 medarbejdere

200 ansatte i Danmark mister jobbet i Sunclass Airlines.

Covid 19-pandemien har givet markant lavere aktivitet for Sunclass Airlines. Selskabet er en del af charterkoncernen Northern Leisure Travel Group, der også omfatter charterarrangørerne Spies og Ving.

I en pressemeddelelse forklarer den administrerende direktør, Torben Østergaard, at udsigterne for de kommende sæsoner ”nu er så dystre, at vi er tvunget til at tilpasse forretningen en virkelighed med færre flyvninger”.

I Sverige opsiges samtlige 175 kabineansatte, et skridt der var ventet i forvejen efter at det i sidste uge kom frem, at den svenske fagforening Unionen havde afvist at acceptere en fælles lønnedgang på 20% for sine medlemmer blandt de ansatte. Både norske og danske kabineansatte har tidligere accepteret lønnedgangen, der er en konsekvens af Corona-nedlukningen i selskabet.

Torben Østergaard siger i pressemeddelelsen, at man fra ledelsens side er både overrasket og skuffet over den svenske fagforening, som ”ikke kan se bort fra deres politiske holdning og række hånden ud til os, så vi kan bevare vores arbejdspladser”.

De danske opsigelser skal i de kommende uger forhandles med de berørte fagforeninger, og de endelige opsigelser ventes udsendt til medarbejderne i slutningen af august.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.