SAS-kampagne vinder tre priser

SAS-kampagnen ’The Arrivals’ har netop vundet tre Effie Awards Europe, der hylder de mest effektive marketingindsatser i Europa.

Kampagnen ’The Arrivals’, der blev lanceret i oktober sidste år, er blevet set af over 40 millioner på Facebook, og nu indtager den officielt listen over Europas mest effektive markedsføringskampagner.

Ved prisuddelingen Effie Awards Europe i Bruxelles vandt kampagnen i hele tre kategorier: Best demonstration of Integrated Effectiveness, Small Budget og Travel & Tourism.

– Kampagnen viser, hvordan det at rejse udvikler os som mennesker og ændrer vores syn og perspektiver på verden. Et af de steder, hvor denne energi specielt kan føles, er i ankomsthallen. Det er nærmest et magisk sted. ’The Arrivals’ er blevet vist i både Skandinavien, Europa og USA og har opnået den største campaign-liking, der er målt for SAS, siden We Are Travelers-universet blev lanceret, siger Martin Adonis, Marketing Manager, SAS.

Filmen er optaget over fire dage i ankomsthallen i Københavns Lufthavn fra tre specialbyggede tårne, der har givet SAS mulighed for at indfange sekunderne, når man kommer hjem fra en rejse. Kampagnen er skabt i tæt samarbejde med bureauet & Co./NoA.

Effie Awards har siden 1996 hædret de mest effektive marketingkampagner i Europa. Priserne uddeles til kampagner, der har opnået succes på to eller flere europæiske markeder. Bag prisen står den europæiske organisation EACA (European Association of Communications Agencies).

Kommentarer är stängda.