Annonce:

Annonce:

SAS-formand: Vi havde brug for et internationalt toptalent

SAS-bestyrelsen startede med at scanne internt i SAS, i søgningen efter Rickard Gustafssons afløser. Men i sidste ende blev interne kandidater fravalgt.

SAS offentliggjorde i går navnet på den kommende koncernchef i flyselskabet, den 45 årige hollænder Anko Van der Werff, som kommer fra en tilsvarende stilling i det colombianske flyselskab Avianca.

Valget af Van der Werff bliver af adskillige analytikere betegnet som opsigtsvækkende blandt andet fordi han kun har fungeret som øverste chef i Avianca i ni måneder, og dermed kun har beskeden erfaring fra en tilsvarende stilling. Derudover er han den første SAS koncernchef nogensinde, som er hentet udenfor Skandinavien.

Ifølge bestyrelsesformand i SAS, Carsten Dilling, har rekrutteringsprocessen været ”speciel” på flere måder. Dels fordi man har måttet gennemføre processen under en pandemi, og derfor har måttet gennemføre de fleste samtaler virtuelt, dels fordi det er 10 år siden SAS sidst var aktivt ude og søge ny øverste chef.

”I finalerunden har vi haft en hel masse Teams-møder og nogle fysiske møder med karantæne og alt hvad det fører med sig” siger Dilling til E24.no. Han tilføjer, at han mødtes fysisk med den nye SAS-chef i København, og ved samme lejlighed også traf andre kandidater til stillingen.

”Vi har scannet den interne ledelse og skandinaviske lederprofiler. Men vi konstaterede ret hurtigt at vi, i den situation SAS står i – og med tanke på fasen efter Corona-pandemien -, har brug for en ganske kyndig luftfartskompetence og -erfaring” siger Carsten Dilling til mediet. Han fortsætter: ”Derfor har vores vurdering (i bestyrelsen, red.) været, at vi behøvede et internationalt toptalent, og det har vejet tungt i vurderingen”.

Direkte adspurgt af E24.no tilføjer Carsten Dilling dog, at der også har været ”nogle vældigt dygtige interne kandidater”.

SAS-bestyrelsesformanden bekræfter desuden, at bestyrelsen undervejs i rekrutteringsprocessen af en ny CEO har været i løbende kontakt med flyselskabets storaktionærer: ”En bestyrelse kan ikke vælge koncernchef uden en dialog med de største aktionærer om hvordan en sådan profil skal være. Jeg oplever, at vi har haft et vældig godt samarbejde i processen” siger han med henvisning til storaktionærerne, den danske og svenske stat samt Wallenberg-familien.

Anko Van der Werff startede karrieren i luftfartsindustrien i hollandske KLM, hvor han bl.a. har fungeret som regional chef for Sverige, Finland og Baltikum fra 2004 til 2009. Han har desuden bestridt ledende stillinger i Qatar Airways og Aeromexico. Han tiltræder officielt topjobbet i SAS i juli måned.

I mellemtiden har SAS udpeget kommerciel direktør Karl Sandlund som fungerende CEO. Den afgående topchef, Rickard Gustafsson, overleverer til Sandlund i løbet af maj måned.

KOMMENTARER

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Våra regler är enkla: Håll en god ton. Visa respekt för dem vi skriver om och andra läsare som kommenterar artiklarna. Alla kommentarer modereras av redaktionen.

0 KOMMENTARER ÖPPNA

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.