Det er især den norske indenrigstrafik, der flytter SAS op på listen, hvor selskabet kun overgås i det europæiske luftrum af Turkish Airlines, Ryanair, Pegasus og KLM. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge tal fra Eurocontrol gennemførte SAS i uge 47 i alt 268 flyvninger. Dermed lå flyselskabet i den seneste uge nr. 5 på listen over operatører med de fleste flyvninger.
Til gengæld er SAS-flyene langt fra fyldte. I oktober måned havde SAS således en belægningsprocent på blot 37, en halvering i forhold til tiden før Corona-krisen.
Mest flyvende i Europa er Turkish Airlines, med mere end 600 flyvninger i uge 47, fulgt af Ryanair, der i samme uge udførte 441 flyvninger. Opgørelsen viser videre, at de fleste flyselskaber oplevede en tilbagegang i uge 47 i forhold til ugen før.