Annonce:

Annonce:

Hemmelig bonus til Norwegian-top var på 11 mio. til hver

Tocifret ekstra millionbonus til forhenværende og ny topchef i Norwegian vækker vrede hos fagforening.

Det er et medlem af den nyvalgte bestyrelse i selskabet, Lars Boilesen, som i norske medier afslører størrelsen på de, indtil i går ukendte, millionbonusser som chefgruppen i lavprisselskabet modtog i maj måned. Udbetalingen skete kort efter at selskabet havde fået sin finansielle rekonstruktion på plads og var trådt ud af et halvt års konkursbeskyttelse.

Udover de 11 mio. NOK til de to øverste chefer, delte den øvrige ledergruppe i alt otte mio. NOK i ekstra bonus. Beløbene blev udbetalt i forlængelse af, at Norwegians kreditorer havde måttet afskrive milliarder i tilgodehavender, og en stor del af de ansatte havde mistet jobbet.

Den afgåede Norwegian-formand, danske Niels Smedegaard, vil ikke be- eller afkræfte størrelsen på de ekstraordinære bonusser, men siger, at de efter hans opfattelse, var nødvendige. ”Jeg har konkrete eksempler på, at Karlsen, Schram og flere andre blev kontaktet under Corona-krisen, af andre, som ville have dem. Det er klart at de er attraktive personer” siger Smedegaard til E24.no.

De ekstra millionbonusser til topledelsen vækker forargelse og vrede i toppen af de faglige organisationer, som organiserer de norske Norwegian-ansatte. Formanden for Norwegians norske Kabineforening, Rene-Charles Gustavsen, kalder oplysningerne for ”et slag i ansigtet” og henviser til, at bonusudbetalingerne kommer i forlængelse af, at størstedelen af hans medlemmer enten helt mistede deres arbejde eller måtte acceptere markante lønnedgange.

Norwegians kommunikationschef, Esben Tuman, vil ikke kommentere de nye oplysninger. Han henviser til, at ledelsens honorering vil fremgå af årsrapporten for indeværende regnskabsår i selskabet, som bliver offentliggjort i foråret 2022.

KOMMENTARER

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Våra regler är enkla: Håll en god ton. Visa respekt för dem vi skriver om och andra läsare som kommenterar artiklarna. Alla kommentarer modereras av redaktionen.

0 KOMMENTARER ÖPPNA

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.