Great Dane Airlines indgår samarbejde med Tyrkiet-eksperter

Great Dane Airlines vil til sommer flyve til Antalya i Tyrkiet. Det danske flyselskab har indgået et samarbejde med rejsebureauet Mixx Travel og flyver fra Danmarks tre største lufthavne.

Et nyt samarbejde mellem det danske flyselskab Great Dane Airlines og Mixx Travel betyder en ugentlig afgang direkte til Antalya. Hver onsdag henover sommeren letter Great Dane Airlines både fra Aalborg, Billund og Kastrup og flyver til Tyrkiet, hvor Mixx Travel har flere feriedestinationer.

– Vi er meget glade for det nye samarbejde med Great Dane Airlines. Aftalen betyder, at vi til sommer kan sende 1200 gæster til Tyrkiet med et godt dansk flyselskab. Vi kan se, at folk har taget godt imod flyselskabet og deres service bliver rost af gæsterne. Vi ser frem til at sende vores gæster afsted på ferie med dansktalende personale, et godt måltid mad og god benplads, siger Marketingschef Ercan Sabedinovski, Mixx Travel.

Great Dane Airlines råder i dag over tre Embraer-fly med plads til 118 passagerer og venter et fjerde fly til flåden.

– Det betyder at vi til sommer har i alt fire fly, som alle skal flyve rejseglade danskere på ferie. Vores gæster har været meget tilfredse med komforten i vores fly, og derfor er vi glade for at udvide med samme flytype, fortæller direktør Thomas Hugo Møller, Great Dane Airlines.

Mixx Travel er eksperter i rejser til Tyrkiet og tilbyder et udvalg af charterrejser.

Kommentarer är stängda.