Den danske regering har forlænget flyveforbuddet fra England med yderligere halvandet døgn, så det først fra den 25. december igen bliver muligt at komme fra England til Danmark med fly. Dermed synes det sidste håb for danskere i England, som ville hjem og fejre julen, slukket.
Samtidig har regeringen indført såkaldt ”skærpede restriktioner” for de rejsende, der indrejser fra England fra den 25. december. Restriktionerne betyder bl.a., at udenlandske rejsende med bopæl i England vil blive nægtet indrejse i Danmark. Undtaget er dog omsorgspersoner til mindreårige børn samt familie eller øvrige nære relationer til alvorligt syge i Danmark, som vil blive lukket ind i Danmark, hvis de kan fremvise en negativ Corona-test, der er højest 72 timer gammel.
For de rejsende, der har bopæl i Danmark, opfordrer Justitsministeriet i en pressemeddelelse til, at man går i frivillig selvisolation i 10 dage efter indrejse.
Flyveforbuddet fra England blev iværksat med start den 22. december på grund af udbredelsen af en særlig mutation af Covid 19, der har spredt sig i landet, og som er op til 70% mere smitsom end den gængse Covid 19 virus.