Nyheder

Unge skal fremover ledsages af en voksen til Fredagsrock i Tivoli

Ifølge Tivoli har der været eksempler på uhensigtsmæssig adfærd fra unge, der er alene ude om fredagen.

Offentliggjort

Det skal fremover ikke være muligt for unge under 16 år at bruge deres fredagsaftener i Tivoli i København uden en voksen.

Forlystelsesparken har nemlig indført et ledsagerkrav for børn og unge på fredage, hvor der afholdes koncerter.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at forlystelsesparken oplever, at “helt unge mennesker i stigende grad færdes ude på egen hånd” om aftenen på fredage.

Ved de tilfælde har Tivoli set eksempler på uhensigtsmæssig adfærd fra helt unge, som er uden en voksen.

Det oplyser Kasper Schumacher, der er direktør for have og drift i Tivoli, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

– Det ønsker vi i Tivoli ikke at bidrage til eller have som en del af Fredagsrock, så vi har vurderet, at et aldersbetinget ledsagerkrav vil være nyttigt, når fredag eftermiddag bliver til aften, og der er koncert i Tivoli, siger han.

Tivoli skriver ikke nærmere, hvad den uhensigtsmæssige adfærd omhandler.

De nye krav lyder, at efter klokken 17.30 på fredage, hvor der afholdes koncerter på plænen i Tivoli, skal unge under 16 år være i følgeskab med en voksen over 25 år.

En voksen kan højst ledsage fire personer under 16 år. Kravet træder i kraft fra april.

Powered by Labrador CMS