Annons:

DAT i kovending: Trækker 38 opsigelser af piloter og kabineansatte tilbage

I følge Fagbladet Luftfart har det danske flyselskab DAT trækker med omgående virkning 38 opsigelser tilbage og tilbyder genansættelse til alle, der ellers blev opsagt i efteråret. Det sker efter langvarig dialog mellem DAT og de lokale pilot- og kabineforeninger.

Der er glædeligt nyt til de 38 piloter og kabineansatte i DAT, der blev opsagt under efterårets fyringsrunde. Det danske flyselskab har netop meddelt selskabets piloter og kabineansatte, at opsigelserne bliver annulleret, og at alle kan beholde deres job.

Det sker efter en langvarig dialog mellem selskabets ledelse og de lokale pilot- og kabineforeninger for både kabinepersonalet og piloter.

”Jeg er lykkelig og rigtig glad for at kunne give mine medlemmer og kollegaer denne julenyhed. Nu kan vi fortsætte arbejdet med vores dygtige kollegaer, som kan fejre jul og nytår med god ro i maven,” siger Carsten Tang, formand for pilotforeningen i DAT.

DAT revurderer forventninger

Opsigelserne i DAT blev varslet i slutningen af oktober, hvor de ansatte blev præsenteret for ledelsens forventninger til året 2023. Her forklarede administrerende direktør Jesper Rungholm, at opsigelserne bundede i de økonomiske udsigter med stigende inflation og svigtende forbrugertillid.

Ifølge Carsten Tang har firmaet revurderet forventningerne til næste år, og de kan dermed trække opsigelserne tilbage og tilbyde genansættelser på samme vilkår som før.

”Jeg og Julia Monrad Lundsteen (red. formand for kabineforeningen i DAT) glæder os over resultatet, og vi er klar til at løfte vores næste opgave med overenskomstforhandlingerne. De forhandlinger skulle gerne i gang med det samme. Måske allerede i år og ellers som det første i det nye år. Vi er i hvert fald klar til at trække i arbejdstøjet igen,” siger Carsten Tang.

’Enorm indsats fra tillidsvalgte’

Opsigelserne af de 11 piloter og de 27 kabineansatte kom midt under overenskomstforhandlingerne med selskabet, hvilket vakte kritik fra de flyvendes fagforening Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Nyheden om de annullerede opsigelser vækker derfor glæde hos FPU, der har været i tæt dialog med lokalforeningerne gennem hele forløbet.

”Vores tillidsvalgte har gjort en enorm indsats i dialogen med selskabet, som jeg er virkelig stolt af. En sejr som denne viser, at stærke tillidsrepræsentanter og god organisering kan redde stillinger og kollegaer. Jeg er rigtig glad på vegne af de berørte medlemmer, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at gå på juleferie på,” siger Thilde Waast, formand i FPU.

www.luftfart.dk

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.