Annons:

Analytiker: Norwegians rutelukninger betyder dyrere billetter

Efter Norwegian har besluttet at nedlægge flere langdistanceruter fra Københavns Lufthavn, vil der fremover være færre billige flybilletter, mener analytiker.

Norwegian annoncerede i går, at de nedlægger ruterne fra Københavns Lufthavn til USA samt ruterne til Bangkok og Krabi i Thailand. Beslutningen betyder, at der fremover vil være færre billige billetter for de danske kunder. Det mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og tæt følger af luftfartsbranchen hos Sydbank, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

– Det kommer først og fremmest til at betyde færre ruter. Det kommer efter alt at dømme også til at betyde færre billige billetter ud af Københavns Lufthavn, når vi taler langdistanceflyvninger.

– Det er noget af det, som Norwegian har bragt ind i Københavns Lufthavn, og som man i og for sig også har bragt til hele Europa, siger Jacob Pedersen.

Beslutningen fra det skandinaviske flyselskab skal forbedre indtjeningen ved at lokke flere rejsende til deres langdistanceruter fra andre destinationer som London, Paris og Oslo.

– Norwegian kan godt se, at passagertallene er væsentligt større andre steder end i København.

– Det gør det lettere for Norwegian at fylde flyene på andre destinationer, og ved at samle langdistanceforretningen de her steder kan man skære nogle omkostninger væk, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.